Lad os fravælge at betale halalafgifter, og derved stoppe med at fremme en idelogi vi ikke tror på.

Nå, skal ham Brian nu skrive om halal igen, kan jeg høre mine politiske venner og fjender stønne. Og ja, det skal ham Brian, for halalsagen er bestemt mere end en messe værd.

Om vi da ikke kan være ligeglade med, om der bedes en muslimsk bøn over hver kylling, der mister hovedet på de store fjerkræslagterier? I princippet jo, men hvad er det for en uskik, der har sneget sig ind i det danske samfundsliv, og hvad er det for et erhvervsliv, der sætter nemme profitter højere end deres sjæl.

Om vi da ikke kan være ligeglade med, om der for hver 100 slagtede kyllinger betales to ører til Islamisk Kulturcenter? Nej, det vi ved Gud i Himmelen aldeles ikke vi kan. Islamisk Kulturcenter sælger certifikater, så slagterierne kan dokumentere, at de islamiske lov er opfyldt til punkt og prikke. I Danmark.

Åh, at være mangfoldig
Og de slagtede dyr sælges – de fleste uden nogen form for mærkning – til helt almindelige danske forbrugere, der bare gerne vil have en bøf, et kyllingelår eller måske en lammekrone til aften. Og kommunen slår både kors og aftagende måner for sig for ikke at blive betragtet som mangfoldig eller ikke at være inkluderende.

Ingen har den fjerneste ide om, hvor mange penge, kulturcentret samler sammen om året på den konto. Centret har status som religiøs sammenslutning og har ikke regnskabspligt. Men alligevel er det en kendt sag, at en stor og meget magtfuld organisation i Saudi Arabien akkumulerer mange af disse penge, der samles sammen i "de vantros lande".

Det er fristende at levere en mindre afhandling om alt dette, men det vil jeg lade være med, for dokumentationen ligger derude på nettet, og enhver kan spore dem selv.

Hvorfor dog det?
Nogle har vævet lidt omkring det standpunkt, at halal bør kunne vælges fra af forældre til børn i daginstitutioner og ældre, der er visiteret til kommunal madordning. Jeg skal ikke gøre mig bedre, end jeg er. For jeg har også med alvorlig mine og højtidelig stemme deklameret, at halal bør kunne vælges fra. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor siger vi ikke bare til dem, der efterspørger halal, at de må give deres børn en madpakke med, hvis det er så vigtigt for dem at lægge afstand til danske madtraditioner.

Inden de rethaveriske kommer på banen, så lad mig skynde mig at sige, at hvis et barn eller en voksen omfattet af en madordning for eksempel er allergisk overfor et eller andet, skal kommunen selvfølgelig finde en ordning, der passer til det enkelte eksempel. Det samme gælder for diagnosticerede lidelser, som maden har indflydelse på. Men folks fikse ideer? Dem må de klare selv.

Nogle vil måske se sig omkring for at finde en konvention, der påbyder kommunen at imødekomme fremmede menneskers eksotiske spisevaner, men jeg tror ikke, der findes sådan en, skønt man jo aldrig kan vide. Fantasien i konventionsindustrien synes at være grænseløs. Ingen ringere end tidligere justitsminister Søren Pape har slået fast, at børneinstitutioner ikke har pligt til at servere halal.

Jeg forventer såmænd ikke noget fra mine ærede byrådskolleger. Jeg husker jo tydeligt den lille uformelle rundspørge, jeg lavede foriige år. Hold da op, hvor blev de sure. Men det skal nu ikke afholde mig fra at bringe spørgsmålet på banen fra tid til anden. Måske kan jeg opnå, at et par af de ærede bryder med vanetænkningen og spørger sig selv i hvor høj grad en tilvandret ideologi skal sætte dagsordenen i en dansk hverdag.

Brian Mørch

Folketingskandidat.

Dansk Folkeparti