Fanden skabte jobcentrene den dag han bed i et stykke sølvpapir

Fanden skabte jobcentrene den dag han bed i et stykke sølvpapir

Lad os erkende det. Jobcentrene er et vildskud på en stamme, der skulle være skåret tilbage. De eneste, der har glæde af centrene er de ansatte.

Familien er samlet til begravelse. Jorden er ved at blive kastet på kisten, da en bil bremser stopper med hvinende bremser, og et par kommunale konsulenter kommer løbende og råber: ”Grav ham op, han skal i ressourceforløb”.

Nå ja, det er en joke, men den, der kun tager spøg for spøg ….

Jamen, man kan jo ikke bare dele skatteborgernes penge ud til højre og venstre uden kontrol, vel? Næh, det kan man ikke, og det skal man selvfølgelig heller ikke, men jobcentrenes nytteværdi kan overses, mens man spiser en vaniljekrans til eftermiddagskaffen. Jeg tror godt, jeg vil vove den påstand, at de penge, centrene sparer det offentlige for ved at opspore og forhindre snyd, er færre end centrene koster i drift.

Arbejdsløse, der er medlemmer af en a-kasse, er udmærket i stand til via Nem-ID at sætte flueben, der på tro og love erklærer, at de givne oplysninger er korrekte. Arbejdsløse, der ikke er medlemmer af en a-kasse, kan også godt finde ud af at sætte flueben de rigtige steder.

Hvis en virksomhed mangler arbejdskraft, hvad gør de så? Kontakter et kommunalt jobcenter, sender en føler til en relevant a-kasse eller slår en jobannonce op, hvor det er sandsynligt, de relevante ansøgere ser den? Nok ikke det første, vel?

En, to, tre
Jeg kender en med en menneskealders erfaring i sit fag og som tæt på pensionsalderen blev arbejdsløs, da arbejdspladsen blev lukket. Hos jobcentrets anden aktør blev hun på et tidspunkt mødt af en konsulent, der glædestrålende meddelte, at pågældende gerne ville kontakte et par virksomheder for at høre, om de ville have min arbejdsløse bekendt i praktik, så man kunne vurdere, om hun med konsulentens ord var jobparat. Min bekendt blev vrissen og spurgte, hvad konsulentens uddannelsesmæssige baggrund var for at skaffe faste job på overenskomstmæssige vilkår.
Konsulenten var psykoterapeut.

Jeg kender en anden, der erkendte de dårlige udsigter til at finde et job inden for sit faglige område i den landsdel, hun bor og derfor forbedrede sine kvalifikationer ved at bruge alle sine ressourcer i et par år for at bestå en bachelor. Efter endt eksamen blev hun kaldt til samtale på sit lokale jobcenter i den nærmeste større by. Hun medbragte en trillebør fuld af dokumentation på snart sagt alt plus lidt til, og konsulenten spurgte og spurgte og spurgte om det samme, som hun allerede havde svaret på. Han blev også spurgt om sin baggrund for at hæve en nydelig løn for at spørge om det, han allerede var oplyst om.
Konsulenten var skiltemaler.

Jeg kender en tredje, der i sit arbejdsliv har været for tæt på flygtige opløsningsmidler og er hårdt medtaget. Oven i det lider hun af en arvelig tarmsygdom, der betyder, hun ikke skal være ret langt fra et toilet. Hun har søgt en pension, men hver gang speciallægerne har afleveret deres erklæringer, forsvinder hendes journal på mystisk vis for først at dukke op, når erklæringerne er for gamle, og højt estimerede speciallæger skal bruge tid på at undersøge hende igen og notere, at hendes situation er, som den var, inden kommunen kom til at smide journalen væk.. Oven i købet har jobcentrets konsulent meddelt, at hun ikke får nogen pension, for det har konsulenterne sagt nej til.
Hvad konsulenten er af uddannelse, er der ikke nogen, der ved.

Nem-ID er faktisk nemt
Jeg kender også en fjerde, en femte, en sjette og en syvende, der alle har artige ting at sige om jobcentrene.

Så vidt jeg husker blev jobcentrene indført i forbindelse med en seneste kommunalreform, og hensigten var vist, at der kun skule være én vej ind i det kommunale system, når der blev søgt en overførselsindkomst. Men som i sangen om Larsen skulle det være så godt, og så blev det faktisk skidt.

I vore moderne tider med Nem-ID, e-boks og hvad ved jeg kan selv folk, der mangler et arbejde, finde ud af at sætte flueben, hvor flueben skal sættes, og lad os så spare psykoterapeuter, skiltemalere og andre gode mennesker deres ulejlighed.

Brian Mørch, Dansk Folkeparti

Byrådsmedlem og Folketingskandidat.

Del siden