Dansk Folkeparti -Stop for fortætning
Fanden skabte jobcentrene den dag han bed i et stykke sølvpapir
Lad os erkende det. Jobcentrene er et vildskud på en stamme, der skulle være skåret tilbage. De eneste, der har glæde af centrene er de ansatte.
Familien er samlet til begravelse. Jorden er ved at blive kastet på kisten, da en bil bremser stopper med hvinende bremser, og et par kommunale konsulenter kommer løbende og råber: ”Grav ham op, han skal i ressourceforløb”.
Nå ja, det er en joke, men den, der kun tager spøg for spøg ….
Jamen, man kan jo ikke bare dele skatteborgernes penge ud til højre og venstre uden kontrol, vel? Næh, det kan man ikke, og det skal man selvfølgelig heller ikke, men jobcentrenes nytteværdi kan overses, mens man spiser en vaniljekrans til eftermiddagskaffen. Jeg tror godt, jeg vil vove den påstand, at de penge, centrene sparer det offentlige for ved at opspore og forhindre snyd, er færre end centrene koster i drift.
Arbejdsløse, der er medlemmer af en a-kasse, er udmærket i stand til via Nem-ID at sætte flueben, der på tro og love erklærer, at de givne oplysninger er korrekte. Arbejdsløse, der ikke er medlemmer af en a-kasse, kan også godt finde ud af at sætte flueben de rigtige steder.
Hvis en virksomhed mangler arbejdskraft, hvad gør de så? Kontakter et kommunalt jobcenter, sender en føler til en relevant a-kasse eller slår en jobannonce op, hvor det er sandsynligt, de relevante ansøgere ser den? Nok ikke det første, vel?
En, to, tre
Jeg kender en med en menneskealders
erfaring i sit fag og som tæt på pensionsalderen blev arbejdsløs, da arbejdspladsen blev lukket. Hos jobcentrets anden aktør blev hun på et tidspunkt mødt af en konsulent, der glædestrålende meddelte, at pågældende
gerne ville kontakte et par virksomheder for at høre, om de ville have min arbejdsløse bekendt i praktik, så man kunne vurdere, om hun med konsulentens ord var jobparat. Min bekendt blev vrissen og spurgte, hvad konsulentens uddannelsesmæssige
baggrund var for at skaffe faste job på overenskomstmæssige vilkår.
Konsulenten var psykoterapeut.
Jeg kender en anden, der erkendte de dårlige udsigter til at finde et job inden for sit faglige område i den landsdel,
hun bor og derfor forbedrede sine kvalifikationer ved at bruge alle sine ressourcer i et par år for at bestå en bachelor. Efter endt eksamen blev hun kaldt til samtale på sit lokale jobcenter i den nærmeste større by. Hun medbragte
en trillebør fuld af dokumentation på snart sagt alt plus lidt til, og konsulenten spurgte og spurgte og spurgte om det samme, som hun allerede havde svaret på. Han blev også spurgt om sin baggrund for at hæve en nydelig løn
for at spørge om det, han allerede var oplyst om.
Konsulenten var skiltemaler.
Jeg kender en tredje, der i sit arbejdsliv har været for tæt på flygtige opløsningsmidler og er hårdt medtaget. Oven i det lider
hun af en arvelig tarmsygdom, der betyder, hun ikke skal være ret langt fra et toilet. Hun har søgt en pension, men hver gang speciallægerne har afleveret deres erklæringer, forsvinder hendes journal på mystisk vis for først
at dukke op, når erklæringerne er for gamle, og højt estimerede speciallæger skal bruge tid på at undersøge hende igen og notere, at hendes situation er, som den var, inden kommunen kom til at smide journalen væk..
Oven i købet har jobcentrets konsulent meddelt, at hun ikke får nogen pension, for det har konsulenterne sagt nej til.
Hvad konsulenten er af uddannelse, er der ikke nogen, der ved.
Nem-ID er faktisk nemt
Jeg
kender også en fjerde, en femte, en sjette og en syvende, der alle har artige ting at sige om jobcentrene.
Så vidt jeg husker blev jobcentrene indført i forbindelse med en seneste kommunalreform, og hensigten var vist, at der kun skule være én vej ind i det kommunale system, når der blev søgt en overførselsindkomst. Men som i sangen om Larsen skulle det være så godt, og så blev det faktisk skidt.
I vore moderne tider med Nem-ID, e-boks og hvad ved jeg kan selv folk, der mangler et arbejde, finde ud af at sætte flueben, hvor flueben skal sættes, og lad os så spare psykoterapeuter, skiltemalere og andre gode mennesker deres ulejlighed.
Brian Mørch, Dansk Folkeparti
Byrådsmedlem og Folketingskandidat.
Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage
Det skal nok hjælpe fedt, at højstemte talere på grundlovsmøde landet over opstemt erklærer, at censur ingensinde kan genindføres i Danmark, når man oplever, at den ene salamiskive efter den anden bliver skåret af.
Og hvorfor sker det? Vi har straffeloven og injurielovgivningen til at tage sig af finkerne, der ryger af panden i ophedede stunder. Heldigvis blev blasfemiloven ophævet. Men der er stadig for mange love, der kan vendes og drejes til at hive lovlydige borgere i retten for at få dem til at holde mund med det, som dem med selvbestaltede tonemestre ikke kan lide at høre. De politiske sager må høre op.
Hverken mere eller mindre. Facebook har udviklet sig fra at være noget, man ikke vidste, hvad man skulle stille op med til at være vores virtuelle markedsplads, hvor vi mødes, udveksler nyheder fra privatsfæren, viser de nye billeder af børnene, hunden og de flotte roser og tager en boksekamp på meninger og holdninger. Højrefløjens brushoveder får karantæne, mens den ekstreme venstrefløj synes at have frit lejde.
Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage Det sker hvert eneste år på Grundlovsdag. I en højtidelig tone citerer alvorlige politikere og andre talere, at vi heldigvis har ytringsfrihed her i landet, og vi står kun til ansvar overfor domstolene. ”Censur kan ingensinde genindføres i Danmark”, lyder det højstemt.
Nå, kan censur ikke det? Det var ligegodt kattens. Det kommer helt an på, hvem, der siger hvad. Hvis nogle af dem, som det toneangivende Danmark ikke kan lide siger noget, der giver dem røde knopper og nervøse trækninger eller endnu værre – blive krænkede på egne eller andres vegne, så sættes hele den tyrkiske musik i gang for at prøve at få dømt de formastelige til tavshed.
Hvis de, som de toneangivende holder meget af og gerne vil beskytte mod foragt og latterliggørelse ytrer, at de gerne vil se bøsser dingle fra byggekraner, utildækkede kvinder nedgravet i sand, så de kan smadres til mos med sten samt os andre med overskårne halse, er det bare et udtryk for mangfoldighed og noget kulturelt, som de nok ikke mener så alvorligt. Ister og fober Ja, tonen er blevet rå i de offentlige debatter. Især fra venstrefløjen og fra de tilvandrede. Racist, nazist, fascist, islamofob og fremmedangst er begreber, der er brugt så ofte og så massivt, at ingen i dag ved, hvad rigtige racister, nazister, fascister eller andre fober og ister ”mit und ohne gemüse” er for nogle størrelser.
Ikke for det. Dem til højre kan nu også være med. Begreber som rotter, aber, svin, feltmadrasser og amøber bliver med udsøgt fornøjelse hæftet på dem, man finder, er usympatiske.
Kønt er det ikke, men er det rimeligt at give den ene gruppe mundkurv på eller simpelt hen spærre for dem, mens en anden gruppe frit kan skrige deres misbilligelser ud?
På Facebook er det meget almindeligt, at kritikere af islam får karantæne for at ytre sig kritisk. Facebook holder fast i, at den slags overtræder deres fællesskabsregler. Hvad med telefonerne? Her vil nogle så med en højtidelig mine fortælle, at Facebook er en privat platform, som man jo bare kan holde sig fra, hvis man ikke bryder sig om at blive sat uden for døren som et uartigt skolebarn, der igen havde glemt at terpe staveord.
Og ja, det er i og for sig rigtigt nok, men der er bare det aber dabei, at Facebook med over en milliard brugere ikke længere kan kaldes en privat webside men stedet er blevet en seriøs del af det offentlige rum.
YouTube, hvor man kan finde alt fra opera til pop, fra dybsindige interviews af flere timers varighed til hyl, skrig og skrål, er begyndt at fjerne folk med ubekvemme holdninger fra sitet.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad det næste bliver. Bliver vores telefoner lukket i kortere eller længere tid, hvis vi taler med nogle om noget, dem med selvhævdet monopol på tonerne ikke bryder sig om?
For et stykke tid siden blev jeg ringet op af en overordentlig begejstret ungersvend, der ville lokke mig til at tegne et teleabonnement i det firma, han repræsenterede. Prisen var den samme, som jeg giver hos min nuværende udbyder, og de øvrige vilkår var også nogenlunde de samme, så der var ikke rigtig nogen fidus for mig i at flytte selskab.
Men så satte han trumf på. Hans firma stod i spidsen for en kampagne, der skulle få folk til at tale pænt til hinanden. Jeg spurgte, hvad i alverden det rager en telefonudbyder, hvordan folk taler. Jeg fik det svar, at det er pænt at tale pænt. Jeg spurgte, om de lyttede med på samtalerne ligesom gamle dages telefonistinder, og han blev virkelig befippet over, at spørgsmålet kunne stilles. Min konklusion var, at det ikke skulle undre mig, hvis de gjorde, og at de satte telefonen i udu, hvis der blev bandet for meget eller harceleret over visse menneskers tilstedeværelse. Det endte med, at det var ham, der ikke ville snakke mere. Holdninger skal frem i lyset
Hvorom alting er, så synes jeg, det er en uskik, når ytringsfriheden begrænses i nogle menneskers opfattelse af den gode smags tjeneste.
Man skal forbyde uønskede handlinger. Det har man gjort, siden Moses kom ned fra bjerget med et par stentavler, og man har med garanti gjort det i forgangne kulturer også, over Romerretten, Magna Carta til Jyske Lov, og straffeloven. Det er en uskik at forbyde holdninger. Lad dem komme ud i lyset – også de mest groteske og se dem skrumpe ind til indtørret rosiner, når de får ilt og dagslys.
Endnu kan vi nå at vende en supertanker i fart. Endnu har vi ikke fået britiske tilstande, hvor debattører udefra er forment adgang til landet, fordi de var undermistanke om at sige noget, der ikke er så kønt om islam. Og endnu har vi ikke oplevet, at en journalist – som Tommy Robinson - er blevet anholdt på åben gade, mens han passer sit arbejde og i løbet af få timer er idømt en ret hård fængselsstraf. En højere retsinstans fik dog underkendt dommen og løsladt Robinson. Men systemet vil have sit skålpund kød.
Vi har haft lignende sager herhjemme om end ikke helt så skrappe. Vi kan stadig nå at besinde os, og det vil jeg opfordre til, at vi gør.
Brian Mørch – Byrådsmedlem og debattør Dansk Folkeparti