Dansk Folkeparti -Stop for fortætning
Vi elsker vort land men gør vi det højt nok?
Dansk sommer – så bliver det ikke bedre. Sol fra morgen til aften, drivende skyer, isvafler, grillmad, eksamen, feriestemning, nye kartofler, røget fisk og jordbær. I skrivende stund er det Valdemarsdag, og sommeren er på vej tilbage efter et par overskyede dage.
Valdemarsdag var jo den dag, hvor Dannebrog dalede ned fra himmelen og hjalp de kamptrætte danere til mod og kamplyst mod de vantro estere.
Det skete sikkert ikke på den måde, men historien er smuk og en del af vores fælles arv. Jeg er ikke historiker og vil derfor ikke analysere situationen ved Lyndanisse i 1219. Hvordan og hvorledes den sande historie egentlig er om vores nationale flag, har jeg ikke den fjerneste viden om. Blot vil jeg ikke undlade en bekymring for det flag, der næste år kan fejre sit 800-års fødselsdag. Vi har jo oplevet vrede mennesker af forskellig observans fjerne flaget i forbindelse med forskellige fejringer af skræk for, at synet af vores gamle flag kan krænke folk fra området med helt nye nationalflag.
Lige i denne tid er der en masse fodboldinteresserede, der følger med i verdensmesterskaberne i Rusland, men mon ikke de fleste tager en pause for at fejre Sankt Hans, der jo i år falder på en lørdag, så man kan holde grillfest, til solen står op igen – en brøkdel af et sekund senere end dagen før?
Finder de os beredte?
Midsommer, bål, og midsommervise kan ikke skilles ad. Det føles dejligt, når vi står der i samlet flok omkring det tændte bål og synger om, at vi elsker vort land.
Vi elsker vort land,
og med sværdet i hånd
skal hver udenvælts fjende beredte os kende,
men mod ufredens ånd
under mark over strand,
vil vi bålet på fædrenes gravhøje
tænde
hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde
vi vil fred her til lands.
Det kan næsten ikke blive mere ment og følt, når vi står der og fejrer midsommeren. Men hvor meget elsker vi egentlig vort land, når det kommer til stykket? Skal hver fjende udefra finde os beredte med sværd i hånd – sværdet er i denne forbindelse ment som en metafor. Vi har rask væk accepteret, at et ukendt antal hundredtusinder fremmede mennesker har bosat sig i vores land helt uden at ville anderkende de fælles spilleregler.
Her i Solrød er antallet til at overse, men ikke desto mindre var kommunens fremmeste personer ved at falde over egne og andres ben for at komme først med milde gaver til fremmede mennesker. Det være sig parcelhuse, det være sig nye cykler til de medbragte børn, mens børnene fra etagebyggerierne må tage sig til takke med, hvad de selv kan skaffe eller det være sig midler til foreninger, der servicerer eller på anden måde hygger om de kommunale gæster. Hver by har sin heks, hvert sogn sine trolde. Ja, det skal jeg love for.
Vil vi have fred eller husfred?
Vi vil fred her til lands. Åh ja, husfred. Det er der jo mange eksempler på. Vi lader glade og gerne landets gæster opføre sig som vanvittige, for vi ved, at hvis adfærden påtales, så bliver der ingen ende på galskaben.
Og ja, freden kan vindes, hvis vores hjerter aldrig bliver tvivlende kolde. Det går helt galt, hvis vi ikke tør tro på, at vi er gode nok, som vi er, og vores kultur ikke trænger til at blive ændret til noget, millioner af mennesker flygter fra.
Vi skal turde tro på, at den måde vi har valgt at indrette vores samfund på, fungerer. Om der ikke er noget, der trænger til at blive lavet om – hellere i går end i morgen? Jo da, og den slags har vi været helt usædvanligt gode til her i landet, så jeg er fortrøstningsfuld.
Der er lagt op til en fantastisk sommer. Meteorologerne har lovet, at det bliver sommeren, der slår alle andre kendte somre. Danmark bliver verdensmestre i fodbold, studenterne får alle som én tårnhøje karakterer, isvaflerne indeholder ikke en eneste kalorie og politikerne vil give sig til at huske, hvad de egentlig blev valgt for.
Glædelig midsommer og glem nu ikke at holde heksene og troldene fra livet med glædesblus.
Brian Mørch
Byråds og Folketingskandidat.
Dansk Folkeparti
Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage
Det skal nok hjælpe fedt, at højstemte talere på grundlovsmøde landet over opstemt erklærer, at censur ingensinde kan genindføres i Danmark, når man oplever, at den ene salamiskive efter den anden bliver skåret af.
Og hvorfor sker det? Vi har straffeloven og injurielovgivningen til at tage sig af finkerne, der ryger af panden i ophedede stunder. Heldigvis blev blasfemiloven ophævet. Men der er stadig for mange love, der kan vendes og drejes til at hive lovlydige borgere i retten for at få dem til at holde mund med det, som dem med selvbestaltede tonemestre ikke kan lide at høre. De politiske sager må høre op.
Hverken mere eller mindre. Facebook har udviklet sig fra at være noget, man ikke vidste, hvad man skulle stille op med til at være vores virtuelle markedsplads, hvor vi mødes, udveksler nyheder fra privatsfæren, viser de nye billeder af børnene, hunden og de flotte roser og tager en boksekamp på meninger og holdninger. Højrefløjens brushoveder får karantæne, mens den ekstreme venstrefløj synes at have frit lejde.
Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage Det sker hvert eneste år på Grundlovsdag. I en højtidelig tone citerer alvorlige politikere og andre talere, at vi heldigvis har ytringsfrihed her i landet, og vi står kun til ansvar overfor domstolene. ”Censur kan ingensinde genindføres i Danmark”, lyder det højstemt.
Nå, kan censur ikke det? Det var ligegodt kattens. Det kommer helt an på, hvem, der siger hvad. Hvis nogle af dem, som det toneangivende Danmark ikke kan lide siger noget, der giver dem røde knopper og nervøse trækninger eller endnu værre – blive krænkede på egne eller andres vegne, så sættes hele den tyrkiske musik i gang for at prøve at få dømt de formastelige til tavshed.
Hvis de, som de toneangivende holder meget af og gerne vil beskytte mod foragt og latterliggørelse ytrer, at de gerne vil se bøsser dingle fra byggekraner, utildækkede kvinder nedgravet i sand, så de kan smadres til mos med sten samt os andre med overskårne halse, er det bare et udtryk for mangfoldighed og noget kulturelt, som de nok ikke mener så alvorligt. Ister og fober Ja, tonen er blevet rå i de offentlige debatter. Især fra venstrefløjen og fra de tilvandrede. Racist, nazist, fascist, islamofob og fremmedangst er begreber, der er brugt så ofte og så massivt, at ingen i dag ved, hvad rigtige racister, nazister, fascister eller andre fober og ister ”mit und ohne gemüse” er for nogle størrelser.
Ikke for det. Dem til højre kan nu også være med. Begreber som rotter, aber, svin, feltmadrasser og amøber bliver med udsøgt fornøjelse hæftet på dem, man finder, er usympatiske.
Kønt er det ikke, men er det rimeligt at give den ene gruppe mundkurv på eller simpelt hen spærre for dem, mens en anden gruppe frit kan skrige deres misbilligelser ud?
På Facebook er det meget almindeligt, at kritikere af islam får karantæne for at ytre sig kritisk. Facebook holder fast i, at den slags overtræder deres fællesskabsregler. Hvad med telefonerne? Her vil nogle så med en højtidelig mine fortælle, at Facebook er en privat platform, som man jo bare kan holde sig fra, hvis man ikke bryder sig om at blive sat uden for døren som et uartigt skolebarn, der igen havde glemt at terpe staveord.
Og ja, det er i og for sig rigtigt nok, men der er bare det aber dabei, at Facebook med over en milliard brugere ikke længere kan kaldes en privat webside men stedet er blevet en seriøs del af det offentlige rum.
YouTube, hvor man kan finde alt fra opera til pop, fra dybsindige interviews af flere timers varighed til hyl, skrig og skrål, er begyndt at fjerne folk med ubekvemme holdninger fra sitet.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad det næste bliver. Bliver vores telefoner lukket i kortere eller længere tid, hvis vi taler med nogle om noget, dem med selvhævdet monopol på tonerne ikke bryder sig om?
For et stykke tid siden blev jeg ringet op af en overordentlig begejstret ungersvend, der ville lokke mig til at tegne et teleabonnement i det firma, han repræsenterede. Prisen var den samme, som jeg giver hos min nuværende udbyder, og de øvrige vilkår var også nogenlunde de samme, så der var ikke rigtig nogen fidus for mig i at flytte selskab.
Men så satte han trumf på. Hans firma stod i spidsen for en kampagne, der skulle få folk til at tale pænt til hinanden. Jeg spurgte, hvad i alverden det rager en telefonudbyder, hvordan folk taler. Jeg fik det svar, at det er pænt at tale pænt. Jeg spurgte, om de lyttede med på samtalerne ligesom gamle dages telefonistinder, og han blev virkelig befippet over, at spørgsmålet kunne stilles. Min konklusion var, at det ikke skulle undre mig, hvis de gjorde, og at de satte telefonen i udu, hvis der blev bandet for meget eller harceleret over visse menneskers tilstedeværelse. Det endte med, at det var ham, der ikke ville snakke mere. Holdninger skal frem i lyset
Hvorom alting er, så synes jeg, det er en uskik, når ytringsfriheden begrænses i nogle menneskers opfattelse af den gode smags tjeneste.
Man skal forbyde uønskede handlinger. Det har man gjort, siden Moses kom ned fra bjerget med et par stentavler, og man har med garanti gjort det i forgangne kulturer også, over Romerretten, Magna Carta til Jyske Lov, og straffeloven. Det er en uskik at forbyde holdninger. Lad dem komme ud i lyset – også de mest groteske og se dem skrumpe ind til indtørret rosiner, når de får ilt og dagslys.
Endnu kan vi nå at vende en supertanker i fart. Endnu har vi ikke fået britiske tilstande, hvor debattører udefra er forment adgang til landet, fordi de var undermistanke om at sige noget, der ikke er så kønt om islam. Og endnu har vi ikke oplevet, at en journalist – som Tommy Robinson - er blevet anholdt på åben gade, mens han passer sit arbejde og i løbet af få timer er idømt en ret hård fængselsstraf. En højere retsinstans fik dog underkendt dommen og løsladt Robinson. Men systemet vil have sit skålpund kød.
Vi har haft lignende sager herhjemme om end ikke helt så skrappe. Vi kan stadig nå at besinde os, og det vil jeg opfordre til, at vi gør.
Brian Mørch – Byrådsmedlem og debattør Dansk Folkeparti