Hvis de folkevalgte | brianmorch.dk

Hvis de folkevalgte ville bremse islam var det sket for længst.

Af Brian Mørch, Byrådsmedlem og Folketingskandidat Dansk Folkeparti

Hvad er værst – danske skattekroner til Nordkorea eller danske kroner til islamiske organisationer?

For ikke så længe siden har den ene politiker efter den anden været ude for at fortælle, hvor rystede, forfærdede, chokerede, forargede og vrede de er over, at danske skattekroner kan være endt i Nordkorea på grund af dette lands angivelige hang til at sende nogle af deres straffefanger rundt i verden, hvor de arbejder hårdt – og pengene, de skulle have i løn, havner i den nordkoreanske statskasse.

Men ingen er særligt rystede, forfærdede, chokerede, forargede og vrede over, at forbrugerne ikke har et reelt frit valg mellem halal eller ikke halal, og at forbrugernes penge går til udstedelse af halalcertifikater, der dokumenterer, at islams love er overholdt på danske slagterier.

Nej tak til halal

Jeg er kandidat for Dansk Folkeparti til byrådet i Solrød, og noget af det, der ligger mig meget på sinde, er halal. Jeg mener ikke, offentlige madordninger skal indeholde halal, og jeg ville gerne vide, hvordan det egentlig står til i min egen kommune.
Nok fortæller forvaltningen, at man ikke benytter sig af halalmad i hverken børneinstitutioner eller i ældreplejen.
Men jeg har talt med en leverandør, der er frustreret over, at han ikke kan give sine aftagere et reelt frit valg mellem halalslagtede kyllinger og kyllinger, der er opdrættet og slagtet uden religion

Jeg lavede en lille uformel spørgeundersøgelse, som jeg sendte til alle opstillede kandidater til byrådet. De to kernespørgsmål var ”Hvor står du i spørgsmålet om halal?” og ”Skal kommunale skattekroner bruges på at fremme islam? Implicit i spørgsmålene lå, at slagterier, der slagter halal, betaler for et certifikat, der dokumenterer, at islams love er overholdt til punkt og prikke.

Et konservativt medlem meddelte kort og klart, at halal ikke interesserede ham, og mindede om, at Dansk Folkeparti tidligere har prøvet at få indført en halalpolitik, men det blev uden konservative stemmer, og sådan vil det blive igen. Men ellers var stemningen både for og imod og flere landede nogenlunde på midten.

Jeg har ikke problemer med slagtemetoden, når det drejer sig om dyr, der slagtes i Danmark, hvor dyret skal være bedøvet inden aflivningen.

Burkaer, badeforhæng og hjemmebagt kringle

Folketingets åbningsdebat har blandt andet handlet om burkaer og anden heldækning af kvinder. Muslimske kvinder i Danmark. En pæn procentdel af dem forsørges af danske skatteydere, fordi de ifølge deres religion og hjemlandets skikke ikke kan påtage sig et lønnet arbejde på normale vilkår.

For 50 år siden var der kun ganske få muslimer her i landet. Venlige og imødekommende mennesker, som alle gerne ville invitere på kaffe og hjemmebagt kringle. Dengang var der ikke en eneste, der kunne forestille sig burkaer, badeforhæng, tørklæder eller halalmad i danske børneinstitutioner eller på danske hospitaler. Ingen havde heller i tankerne, at disse venlige og imødekommende mennesker ville blive flere og flere, og at de ikke alle sammen var venlige og imødekommende.

Heldigvis har vi her i landet været forskånet for de store og spektakulære terrorangreb begået af mennesker med rødder i en helt anden kultur end vores. Men det betyder jo ikke, at vi ikke har lagt mærke til, hvordan disse fremmede mennesker mener, de kan tillade sig at gebærde sig, og de fleste af os er for længst holdt op med at invitere fremmede mennesker på kaffe og hjemmebagt kringle.

Vi er nødt til at tage debatten

Det er ikke til at vide, hvordan det hele ender. Det ene bud kan være lige så godt som det andet, men jeg synes, det er på høje tid og i allersidste øjeblik, at vi tager en tænkepause og beslutter, hvilken vej, vores land skal gå.
Det bliver ikke let, for vi vil være indbyrdes uenige og skændes på kryds og tværs, men det er en nødvendig demokratisk debat, som vi ikke kommer uden om.

Hvis vi ikke tager debatten og træffer en beslutning, så bliver det ikke vores interesser, der prioriteres højest. Og vi er nødt til at blive ved med at pressede folkevalgte til at have Danmarks og danskernes interesser som højeste prioritet. Gør vi ikke det, fedter de sig mere og mere ind i aftaler, de nok på kort sigt gavner deres karrierer, men på lang sigt kan de risikere, at der hverken er nogle karrierer at pleje eller nogen dansk kultur at værne om.

Den irske politiker og digter Edmund Burke, der havde sin storhedstid midt i 1700-tallet, siges at skulle have formuleret, at en nation dannes af de allerede døde, altså de der kom før os, de levende og de, der endnu ikke er blevet født. Mellemgenerationen har ingen ret til at tage imod en arv og solde den op, så der ikke er noget til de næste generationer.

Edmund Burke er også tillagt formuleringen, at ondskaben sejrer, når gode mennesker ikke gør noget.
Jeg mener, det er i sidste øjeblik, at vi gør noget, hvis vi vil efterlade os noget til vore efterkommere. Og hvad er mere nærliggende end at starte med det, vi spiser?

Bragt i DKA d. 21/11-2017

Del siden

Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage

Det skal nok hjælpe fedt, at højstemte talere på grundlovsmøde landet over opstemt erklærer, at censur ingensinde kan genindføres i Danmark, når man oplever, at den ene salamiskive efter den anden bliver skåret af.

Og hvorfor sker det? Vi har straffeloven og injurielovgivningen til at tage sig af finkerne, der ryger af panden i ophedede stunder. Heldigvis blev blasfemiloven ophævet. Men der er stadig for mange love, der kan vendes og drejes til at hive lovlydige borgere i retten for at få dem til at holde mund med det, som dem med selvbestaltede tonemestre ikke kan lide at høre. De politiske sager må høre op.

Hverken mere eller mindre. Facebook har udviklet sig fra at være noget, man ikke vidste, hvad man skulle stille op med til at være vores virtuelle markedsplads, hvor vi mødes, udveksler nyheder fra privatsfæren, viser de nye billeder af børnene, hunden og de flotte roser og tager en boksekamp på meninger og holdninger. Højrefløjens brushoveder får karantæne, mens den ekstreme venstrefløj synes at have frit lejde.

Vi vil have vores ytringsfrihed tilbage Det sker hvert eneste år på Grundlovsdag. I en højtidelig tone citerer alvorlige politikere og andre talere, at vi heldigvis har ytringsfrihed her i landet, og vi står kun til ansvar overfor domstolene. ”Censur kan ingensinde genindføres i Danmark”, lyder det højstemt.
Nå, kan censur ikke det? Det var ligegodt kattens. Det kommer helt an på, hvem, der siger hvad. Hvis nogle af dem, som det toneangivende Danmark ikke kan lide siger noget, der giver dem røde knopper og nervøse trækninger eller endnu værre – blive krænkede på egne eller andres vegne, så sættes hele den tyrkiske musik i gang for at prøve at få dømt de formastelige til tavshed.

Hvis de, som de toneangivende holder meget af og gerne vil beskytte mod foragt og latterliggørelse ytrer, at de gerne vil se bøsser dingle fra byggekraner, utildækkede kvinder nedgravet i sand, så de kan smadres til mos med sten samt os andre med overskårne halse, er det bare et udtryk for mangfoldighed og noget kulturelt, som de nok ikke mener så alvorligt. Ister og fober Ja, tonen er blevet rå i de offentlige debatter. Især fra venstrefløjen og fra de tilvandrede. Racist, nazist, fascist, islamofob og fremmedangst er begreber, der er brugt så ofte og så massivt, at ingen i dag ved, hvad rigtige racister, nazister, fascister eller andre fober og ister ”mit und ohne gemüse” er for nogle størrelser.
Ikke for det. Dem til højre kan nu også være med. Begreber som rotter, aber, svin, feltmadrasser og amøber bliver med udsøgt fornøjelse hæftet på dem, man finder, er usympatiske.
Kønt er det ikke, men er det rimeligt at give den ene gruppe mundkurv på eller simpelt hen spærre for dem, mens en anden gruppe frit kan skrige deres misbilligelser ud?

På Facebook er det meget almindeligt, at kritikere af islam får karantæne for at ytre sig kritisk. Facebook holder fast i, at den slags overtræder deres fællesskabsregler. Hvad med telefonerne? Her vil nogle så med en højtidelig mine fortælle, at Facebook er en privat platform, som man jo bare kan holde sig fra, hvis man ikke bryder sig om at blive sat uden for døren som et uartigt skolebarn, der igen havde glemt at terpe staveord.

Og ja, det er i og for sig rigtigt nok, men der er bare det aber dabei, at Facebook med over en milliard brugere ikke længere kan kaldes en privat webside men stedet er blevet en seriøs del af det offentlige rum.
YouTube, hvor man kan finde alt fra opera til pop, fra dybsindige interviews af flere timers varighed til hyl, skrig og skrål, er begyndt at fjerne folk med ubekvemme holdninger fra sitet.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, hvad det næste bliver. Bliver vores telefoner lukket i kortere eller længere tid, hvis vi taler med nogle om noget, dem med selvhævdet monopol på tonerne ikke bryder sig om?

For et stykke tid siden blev jeg ringet op af en overordentlig begejstret ungersvend, der ville lokke mig til at tegne et teleabonnement i det firma, han repræsenterede. Prisen var den samme, som jeg giver hos min nuværende udbyder, og de øvrige vilkår var også nogenlunde de samme, så der var ikke rigtig nogen fidus for mig i at flytte selskab.

Men så satte han trumf på. Hans firma stod i spidsen for en kampagne, der skulle få folk til at tale pænt til hinanden. Jeg spurgte, hvad i alverden det rager en telefonudbyder, hvordan folk taler. Jeg fik det svar, at det er pænt at tale pænt. Jeg spurgte, om de lyttede med på samtalerne ligesom gamle dages telefonistinder, og han blev virkelig befippet over, at spørgsmålet kunne stilles. Min konklusion var, at det ikke skulle undre mig, hvis de gjorde, og at de satte telefonen i udu, hvis der blev bandet for meget eller harceleret over visse menneskers tilstedeværelse. Det endte med, at det var ham, der ikke ville snakke mere. Holdninger skal frem i lyset

Hvorom alting er, så synes jeg, det er en uskik, når ytringsfriheden begrænses i nogle menneskers opfattelse af den gode smags tjeneste.
Man skal forbyde uønskede handlinger. Det har man gjort, siden Moses kom ned fra bjerget med et par stentavler, og man har med garanti gjort det i forgangne kulturer også, over Romerretten, Magna Carta til Jyske Lov, og straffeloven. Det er en uskik at forbyde holdninger. Lad dem komme ud i lyset – også de mest groteske og se dem skrumpe ind til indtørret rosiner, når de får ilt og dagslys.

Endnu kan vi nå at vende en supertanker i fart. Endnu har vi ikke fået britiske tilstande, hvor debattører udefra er forment adgang til landet, fordi de var undermistanke om at sige noget, der ikke er så kønt om islam. Og endnu har vi ikke oplevet, at en journalist – som Tommy Robinson - er blevet anholdt på åben gade, mens han passer sit arbejde og i løbet af få timer er idømt en ret hård fængselsstraf. En højere retsinstans fik dog underkendt dommen og løsladt Robinson. Men systemet vil have sit skålpund kød.

Vi har haft lignende sager herhjemme om end ikke helt så skrappe. Vi kan stadig nå at besinde os, og det vil jeg opfordre til, at vi gør.

Brian Mørch – Byrådsmedlem og debattør Dansk Folkeparti